Ingredienserne i køkkenvirksomhedens turn around er en ny og involverende lederstil, en strømlining af organisationen og produkterne samt fokus på at skabe værdi for forhandlere og kunder. Fundamentet er bl.a.: massive investeringer i fabrikken i Nordjylland, videreudvikling af bæredygtige køkkener i samarbejde med nordiske designere og arkitekter samt en rebranding.
Årets resultat efter skat blev i 2020 et overskud på 4 mio. kr. mod et underskud året før på godt 3 mio. kr. Omsætningen var på godt 238 mio. kr. mod 265 mio. kr. året før. Det er første gang i 12 år (bortset fra 2012), at køkkenvirksomheden kommer med overskud.
”Regnskabet for 2020 viser, at vi – under corona – afsluttede en vellykket turn around, som vi har arbejdet benhårdt med i de seneste tre år. Det er selvsagt en stor tilfredsstillelse,” siger Claus Beier, CEO i JKE.
Dermed er fundamentet nu på plads for fremtidens vækst. Især er Claus Beier stolt over, at det første overskud i mange år er landet på trods af lange perioder med nedlukning af butikker i Danmark og resten af Norden grundet corona. JKE’s produktion i Nordjylland blev særlig hårdt ramt af nedlukningen af landsdelen i forbindelse med minksagen. I perioden manglede JKE 65 pct. af medarbejderne i produktionen, da der bl.a. var forbud mod at krydse kommunegrænser.
Satser på bæredygtighed - klar til vækst i 2021
”Vi har positive forventninger til et endnu stærkere 2021. Vi har foretaget millioninvesteringer, som viser sig positivt i regnskabet med forsinkelse. Vi har bl.a. investeret i et forbedret arbejdsmiljø og et mindre klimaaftryk. Eksempelvis et nyt og miljøvenligt maleranlæg og 100 pct. grøn energi som basis for at fremstille alle køkkener,” siger Claus Beier.
JKE har investeret massivt i design og udvikling af nye snedkerkøkkener, der er unikke med hensyn til bæredygtige materialer og nordisk design.
”Vi har grundlagt en tradition for at designe køkkener i samarbejde med nogle af de dygtigste designere og arkitekter i Norden, og vi tænker bæredygtighed ind i vores produkter. Ikke bare i valget af materialer, men i hele tilblivelsen fra design til det færdige køkken er monteret uden hos forbrugerne,” siger Claus Beier.
Eksempelvis blev JKE’s nye Woodlands køkken designet i 2020 i samarbejde med arkitekt Lars Vejen fra Njordrum. Køkkenet er lavet i egetræ fra bæredygtige skove i Europa og er designmæssigt inspireret af den vilde skov. JKE er desuden i gang med at udfase folielåger, så selskabets produkter er fri for PVC.
Målsætningen er, at køkkener fra JKE skal blive grønnere og grønnere for hver gang, der bliver designet et nyt køkken. Om to år skal mindst 99% af materialerne i køkkenet være genanvendelige.