Ny status til bryggerset
”Vi oplever, at mange nu får øjnene op for, at bryggerset - med alle dets vigtige og praktiske funktioner - faktisk fortjener langt større status. Vi ser en udvikling, hvor flere bruger både mere tid og flere penge på at indrette rummet. Det nye er, at det ikke er nok, at det er praktisk. Det skal også være hyggeligt og have møbel look. Et sted, hvor man også har lyst til at sætte sig ned for at snøre sko eller drikke en kop kaffe, mens strygetøjet klares,” siger Helle Fyllgraf, marketingdirektør i JKE.
Og der er mange ændringer i de ønsker, som JKE møder, når familierne investerer i nyt bryggers eller opgradering af det gamle.
”Mange lægger vægt på sammenhæng mellem køkken og bryggers. Tidligere var stort set alle skabe i køkkenet hvide, så det gik igen i bryggerset – typisk bare i en billigere serie. I takt med, at flere og flere vælger fx eg og linoleum til lågerne i køkkenet, ja, så ændrer bryggerset sig også – både med hensyn til dyrere materialer, farver og styling,” siger Helle Fyllgraf.
Kombiner det praktiske med det hyggelige
Det kan være lågerne fra køkkenet med indfræsede greb i sort eg, som nu skal gå igen i bryggerset, eller der bliver gjort plads til en hyggelig bænk.
”Det kan sagtens lade sig gøre at indrette rummet, så det praktiske og slidstærke kombineres med det hyggelige. Det praktiske rum får nyt og hyggeligt liv, når der bliver leget med møbler, farver på væggene, planter og belysning,” siger Helle
Fyllgraf.
Hvorfor ikke gøre plads til, at man fx kan sætte sig ned i bryggerset på en hyggelig bænk for at tage sko på? Eller gøre det hyggeligere at arbejde i bryggerset, når der skal lægges tøj sammen eller ordnes blomster til stuen?
Vær ikke bange for råt og rosa
”Ofte kan man få et interessant resultat ud af at give rummet lidt kant. Vær fx ikke bange for at kombinere det rå med det rosa. Det kan være en rå murstensvæg, som står flot til en hvid lakeret låge, en hyggelig bænk med skind og rosa væg. Det er en nyfortolkning af bryggerset, og man kan jo let ændre farver på vægge og styling, hvis man gerne vil have et andet udtryk. Det super praktiske, funktionelle og en høj slidstyrke bliver der selvfølgelig ikke ændret på. Bryggerset skal tåle hverdagens slid og knubs i rigtig mange år,” siger Helle Fyllgraf.